» English
 

Soloprisen 2020

Årets soloprismodtager er Niels Østergaard Munk (født 1992). Med en række forskellige værker, der alle er stramt fokuserede og konceptuelt stærke, blev juryen overrumplet af kunstnerens subtile humor og skarphed samt værkernes enkelhed og markante visualitet.

Soloprisen tildeles Niels Østergaard Munk for en kunstnerisk sensibilitet og en legende og gennemført kunstpraksis, der ubesværet bevæger sig mellem medier og udtryk inden for arkitektur, foto, film, skulptur, performance og tekst. Niels Østergaard Munks værker spænder ydermere over flere felter samtidig og undersøger og udfolder både syns-, krops- og tankeeksperimenter.

Med minimale virkemidler, et stærkt koncept og en gennemgående høj kvalitet og subtil humor undersøger Niels Østergaard Munk betydninger og udsagn i rum, mellemrum og referencesystemer inden for kunstens, sprogets og arkitekturens klassiske problemstillinger som: Hvad er fotografi, hvad er et monument, hvad er en tekst, hvad definerer bevægelsesmønstre i rum, og hvem og hvad definerer en udsigelsesposition og en betydningsreference.

I serien Mo(nu)ment (2018) undersøges momentets relation til monumentet. Serien kan ses som en kunsthistorisk minimalistisk reference og som en slags monument over det fotografiske moment. En arkitektonisk kubestruktur af metalpinde er afbildet i forskellige omgivelser i natur og byrum. Værket peger på, at den fotografiske handling er bundet til en situation, hvor det færdige fotografi er et monument over momentet.

Filmen Plukning af grene og afbrydning af blomster må ikke finde sted (2019) udspiller sig i Amaliehavens arkitekturrum og landskab. Igennem en sort-hvid filmisk optagelse af et menneske, der bevæger sig udforskende rundt i haven, ses en kropslig undersøgelse af forløb og rum. Både helt stiliseret og med en underspillet humor, når mennesket undersøger buske, trapper og forløb.

I filmen Digter godt men rammer tit (2019) har Niels Østergaard Munk inviteret Peter Laugesen, som han anser for en af Danmarks bedste digtere, til en samtale med Morten Bruun, en af Danmarks bedste fodboldkommentatorer. Morten Bruun læser Peter Laugesens digte. Laugesen læser citater af Morten Bruun. Samtalen handler om fodbold, sprog og inspiration og finder sted på Morten Bruuns gamle klubstadion i Silkeborg. Digter og kommentator læser hinandens tekster højt midt på plænen i det tomme stadions arkitektoniske rammer.

Juryen ser meget frem til at se en solopræsentation af Niels Østergaard Munks værker på Charlottenborg Forårsudstilling 2021.

På vegne af årets jury

Kirse Junge-Stevnsborg
Direktør, Malmö Konstmuseum