» English
 

Charlottenborg Forårsudstilling 2020 annoncerer
OPEN CALL, JURY og ny TALENTPRIS

For 163. gang inviterer Charlottenborg Fonden kunstnere til at ansøge om at få optaget værker på Charlottenborg Forårsudstilling 2020 i perioden d. 28. november - 19. december 2019. Årets jury vil med deres forskellige fagligheder og internationale erfaring stå for udvælgelsen af værker. Foruden Charlottenborg Forårsudstillings Solopris, vil de deltagende kunstnere i 2020 som noget nyt få mulighed for at vinde årets Talentpris. Prisen lanceres som led i Charlottenborg Fondens formål om at fremme og støtte samtidens kunstneriske vækstlag.

Om Charlottenborg Forårsudstilling
Charlottenborg Forårsudstilling er en af de vigtigste åbne, censurerede udstillinger i Nordeuropa, og er blevet afholdt årligt på Charlottenborg i København siden 1857. Oprindeligt præsenterede Charlottenborg Forårsudstilling nye værker af danske kunstnere, men inkluderer i dag også en lang række internationale kunstnere. Udstillingen arrangeres af Charlottenborg Fonden og dens bestyrelse, bestående af Thomas Lindvig (billedkunstner), Peter Møller Rasmussen (arkitekt), Cathrine Raben Davidsen (billedkunstner), Søren Rønholt (fotograf), Annette Dam (smykkekunstner) og Christina Augustesen (billedkunstner).

I perioden 28. november – 19. december 2019 kan kunstnere – uanset baggrund, uddannelse og nationalitet – ansøge om at få optaget værker på Charlottenborg Forårsudstilling 2020. Ansøgere skal være fyldt 18 år og kan ansøge med op til 5 værker. Værkerne skal være produceret inden for 2 år ved ansøgningstidspunktet, og må ikke før være blevet vist på censurerede udstillinger i Danmark. Værker indsendes digitalt via Charlottenborg Fondens hjemmeside – www.foraarsudstillingen.dk – hvor link til ansøgningsformular og yderligere information vil være tilgængelig fra d. 28. november 2019.

Udstillingen giver et betragteligt antal kunstnere mulighed for at vise deres værker og har i årenes løb udgjort det første betydelige skridt for mange unge kunstnere i vejen mod en professionel karriere, samtidig med at udstillingen også ofte har præsenteret nye værker af mere etablerede navne. Gennem Charlottenborg Forårsudstillings lange historie har kunstnere, der i dag er internationalt anerkendte, debuteret eller præsenteret nogle af deres tidlige værker på udstillingen, herunder Olafur Eliasson, Alvar Alto, Jørn Utzon, Charlotte Haslund-Christensen, Per Kirkeby, Jasmina Cibic, Jeppe Hein, A Kassen, Kathrine Ærtebjerg, Vilhelm Hammershøi og mange flere. 

Årets jury
Et af Charlottenborg Forårsudstillings faste træk er dens uafhængige jury, der består af kunstnere og kuratorer med kunstfaglig praksis eller baggrund. Jurymedlemmerne vælges på baggrund af deres forståelse for kunstneres arbejdspraksisser såvel som for deres stærke internationale udsyn og erfaring. I 2020 består juryen af Kirse Junge-Stevnsborg (direktør, Malmö Kunstmuseum), Morten Løbner Espersen (kunsthåndværker), Tina Maria Nielsen (billedkunstner), Trine Søndergaard (billedkunstner) og Trude Mardal (arkitekt).

Solopris og ny Talentpris
Ud over at udvælge værker til udstillingen nominerer juryen også fem finalister til årets Solopris. Soloprisen belønner overordnet kunstnerisk kvalitet og samtidig relevans og overrækkes til vinderen på åbningsaftenen. Med Soloprisen følger en invitation til en soloudstilling på Charlottenborg Forårsudstilling i 2021 og 15.000 kr. til realiseringen af udstillingen. Til udstillingen i 2020 lancerer Charlottenborg Fonden ligeledes en Talentpris, som går til en kunstner, der i sin praksis både udviser en eksperimenterende tilgang og besidder et, for juryen, interessant udviklingspotentiale. Vinderen af Talentprisen honoreres med 10.000 kr. 

Udstillingssted
Charlottenborg Forårsudstilling afholdes hvert år på Kunsthal Charlottenborg i København, som er et af de største samtidskunststeder i Nordeuropa. Kunsthallen har til huse i et nederlandsk barokpalæ, der er en tilbygning til det historiske Charlottenborg Slot, der også huser Det Kongelige Danske Kunstakademi. Siden 1883 har udstillingsbygningen præsenteret samtidskunst i unikke omgivelser. Charlottenborg Forårsudstilling 2020 vises i perioden 2. februar – 8. marts 2020.